Test Bank for Medical Terminology Systems 8th

Edition by Gylys download

http://testbankbell.com/product/test-bank-for-medical-
terminology-systems-8th-edition-by-gylys/

Explore and download more test bank or solution manual

at testbankbell.com
Here are some recommended products for you. Click the link to
download, or explore more at testbankbell.com

Test Bank for Medical Terminology Simplified : A

Programmed Learning Approach by Body System, 5th Edition
Barbara A. Gylys Regina M. Masters
http://testbankbell.com/product/test-bank-for-medical-terminology-
simplified-a-programmed-learning-approach-by-body-system-5th-edition-
barbara-a-gylys-regina-m-masters/

Test Bank for Medical Terminology Simplified : A

Programmed Learning Approach by Body System, 6th Edition
Barbara A. Gylys Regina M. Masters
http://testbankbell.com/product/test-bank-for-medical-terminology-
simplified-a-programmed-learning-approach-by-body-system-6th-edition-
barbara-a-gylys-regina-m-masters/

Test Bank for Medical Terminology Simplified : A

Programmed Learning Approach by Body System, 5th Edition,
Barbara A. Gylys, Regina M. Masters
http://testbankbell.com/product/test-bank-for-medical-terminology-
simplified-a-programmed-learning-approach-by-body-system-5th-edition-
barbara-a-gylys-regina-m-masters-is/

Solution Manual for Psychiatric Mental Health Nursing, 4th

Edition

http://testbankbell.com/product/solution-manual-for-psychiatric-
mental-health-nursing-4th-edition/
Test Bank for Introduction to Geographic Information
Systems, 9th Edition Kang-tsung Chang

http://testbankbell.com/product/test-bank-for-introduction-to-
geographic-information-systems-9th-edition-kang-tsung-chang/

Test Bank for Sociology, 12th Edition: Schaefer

http://testbankbell.com/product/test-bank-for-sociology-12th-edition-
schaefer/

Solution Manual for Chemistry: The Molecular Nature of

Matter and Change, 9th Edition, Martin Silberberg Patricia
Amateis
http://testbankbell.com/product/solution-manual-for-chemistry-the-
molecular-nature-of-matter-and-change-9th-edition-martin-silberberg-
patricia-amateis/

Modern Control Systems 13th Edition Dorf Solutions Manual

http://testbankbell.com/product/modern-control-systems-13th-edition-
dorf-solutions-manual/

Solution Manual for Living in the Environment Principles,

Connections, and Solutions, 15th Edition

http://testbankbell.com/product/solution-manual-for-living-in-the-
environment-principles-connections-and-solutions-15th-edition/
Test Bank for Human Genetics: Concepts and Applications,
9th Edition: Ricki Lewis

http://testbankbell.com/product/test-bank-for-human-genetics-concepts-
and-applications-9th-edition-ricki-lewis/
 Test Bank for Medical Terminology Systems 8th
Edition by Gylys
Full chapter at: https://testbankbell.com/product/test-bank-for-
medical-terminology-systems-8th-edition-by-gylys/
Chapter 1: Basic Elements of a Medical Word

Multiple Choice
Identify the choice that best completes the statement or answers the question.

____ 1. Most medical word roots are derived from

A. Latin and French.
B. German and Latin.
C. Spanish and French.
D. Latin and Greek.
E. Russian and Latin.

____ 2. The word root for liver is

A. mast.
B. hepat.
C. oste.
D. my.
E. trache.

____ 3. Which is an example of a word root linking a suffix that begins with a vowel?
A. Cardi/o/centesis
B. Enter/o/lysis
C. Therm/o/meter
D. Scler/osis
E. Cardi/o/megaly

____ 4. The word root in a medical term usually indicates a(n)

A. position.
B. number.
C. condition.
D. anatomical structure.
E. procedure.

____ 5. Which element is a word root?

A. nephr
B. nephro
C. nephros
D. nephrotomy
E. tomy

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

____ 6. Arthr/o is an example of a
A. suffix.
B. combining form.
C. word root.
D. prefix.
E. combining vowel

____ 7. The term stomat/itis means

A. inflammation of the stomach.
B. inflammation of the liver.
C. inflammation of the face.
D. inflammation of the mouth.
E. inflammation of the skin.

____ 8. A combining form (CF) is a word root plus a

A. prefix.
B. suffix.
C. vowel.
D. word root.
E. consonant.

____ 9. The CF for joint is

A. oste/o.
B. chondr/o.
C. -ist.
D. arthr/o.
E. -osis.

____ 10. A CF is used to link a suffix that begins with a/the

A. letter o.
B. connecting vowel.
C. prefix.
D. vowel.
E. consonant.

____ 11. In cardi/o/centesis, cardi/o is a

A. combining form.
B. prefix.
C. word root.
D. suffix.
E. vowel.

____ 12. In the word pelvimetry, the combining vowel is

A. i.
B. e.
C. y.
D. pelvi.
E. metry.

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

____ 13. In mast/o/pexy, the o is a
A. combining form.
B. prefix.
C. combining vowel.
D. suffix.
E. word root.

____ 14. Which element is commonly used for ease of pronunciation?

A. Combining form
B. Combining vowel
C. Prefix
D. Suffix
E. Word root

____ 15. Which vowel is most commonly attached to word roots to create a CF?
A. a
B. e
C. i
D. o
E. u

____ 16. Which suffix means inflammation?

A. -megaly
B. -oma
C. -ia
D. -itis
E. -ous

____ 17. In the word thermometer, meter is a(n)

A. adjective.
B. prefix.
C. combining form.
D. compound word.
E. suffix.

____ 18. Word endings are called

A. prefixes.
B. suffixes.
C. vowels.
D. consonants.
E. word roots.

____ 19. In medical terminology, a suffix usually indicates

A. position, direction, color, number, or negation.
B. procedure, condition, disease, or part of speech.
C. position, direction, or color.
D. color, number, condition, or disease.

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

 E. procedure, condition, or negation.

____ 20. A medical word consisting of more than one word root joined together with an o is a(n)
A. simple word.
B. adjective.
C. compound word.
D. disease.
E. condition.

____ 21. Oste/o/chondr/itis is an example of a

A. suffix that begins with a consonant.
B. simple word.
C. compound word.
D. medical word containing a prefix.
E. word with only one word element.

____ 22. Which is an example of a CF linked to a word root?

A. gastr/itis
B. gastr/o/dynia
C. gastr/o/esophag/itis
D. gastr/o/megaly
E. gastr/oma

____ 23. When building a compound word, the first element is usually a
A. combining vowel.
B. consonant.
C. vowel.
D. combining form.
E. suffix.

____ 24. Define a medical word by first defining the

A. prefix.
B. suffix.
C. middle part of the word.
D. combining form.
E. word root.

____ 25. Which word means inflammation of the joints?

A. oste/itis
B. chondr/itis
C. arthr/itis
D. oste/o/arthr/itis
E. oste/o/chondr/itis

____ 26. Vowels marked with a macron (-) indicate a

A. short sound.
B. stress.
C. silent letter.

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

 D. long sound.
E. diphthong.

____ 27. The letter combination ps at the beginning of a word (as in psychosis) is pronounced
A. “pee.”
B. “eff.”
C. “ss.”
D. “sh.”
E. “see.”

____ 28. The oe in roentgen is pronounced

A. “eh.”
B. “oy.”
C. “uh.”
D. “oh.”
E. “ah.”

____ 29. In medical terms, ch (as in cholera) is usually pronounced

A. “chal.”
B. “cha.”
C. “k.”
D. “aitch.”
E. “see.”

____ 30. In the terms bronchi and fungi, the i is pronounced

A. “ah.”
B. “ee.”
C. “eye.”
D. "ay."
E. "eh."

____ 31. Which prefix means before or in front of?

A. retro-
B. pre-
C. super-
D. micro-
E. post-

____ 32. Which element is located at the beginning of a medical word?

A. Word stem
B. Combining vowel
C. Suffix
D. Prefix
E. Combining form

____ 33. Which element is a prefix?

A. abdomin
B. abdomino

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

 C. tomy
D. abdomen
E. hyper

____ 34. In macroglossia (“large tongue”), macro- is a

A. consonant.
B. suffix.
C. word root.
D. prefix.
E. combining form.

____ 35. Which term contains a prefix?

A. gastritis
B. hepatoma
C. cardiology
D. monocyte
E. nephritis

True/False
Indicate whether the statement is true or false.

____ 36. Compound words may consist of two or more word roots.

____ 37. A word root + o results in a CF.

____ 38. Gastr/o is a CF.

____ 39. A CF consists of a prefix plus a word root.

____ 40. A CF consists of a word root and a vowel.

____ 41. The combining vowel e is commonly used to form medical words.

____ 42. A combining vowel always connects a word root to a suffix.

____ 43. A combining vowel is usually an i.

____ 44. All suffixes begin with a vowel.

____ 45. In medical terminology, a suffix usually describes a position or direction.

____ 46. When a word changes from singular to plural form, the word’s suffix is the part that changes.

____ 47. All medical words contain a prefix.

____ 48. Gastroenterologist is an example of a compound word.

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

____ 49. When defining a medical word, first define the suffix.

____ 50. Most medical words have Greek or Spanish origins.

____ 51. When adding a suffix that begins with a vowel, the CF, rather than the word root, precedes the
suffix.

____ 52. There are four basic rules for building medical words.

____ 53. The four elements used to form medical words are word roots, prefixes, suffixes, and combining
forms.

____ 54. In the word salpingitis, the g is a hard sound.

____ 55. In the word syncope, the final e is pronounced as a separate syllable.

____ 56. Pronunciation guidelines are included on the inside back cover of the textbook.

____ 57. In the term psychiatric, the p is pronounced as a hard p.

Matching

Match the word elements with their meanings.

A. arthr/o
B. dermat/o
C. gastr/o
D. muscul/o
E. nas/o
F. nephr/o
G. stomat/o
H. -cyte
I. -itis
J. -oma
K. -megaly
L. an-
M. -ia
N. intra-
O. poly-
P. post-
Q. sub-
R. retro-

____ 58. enlargement

____ 59. inflammation

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

____ 60. stomach
____ 61. in, within
____ 62. kidney
____ 63. tumor
____ 64. joint
____ 65. skin
____ 66. cell
____ 67. many, much
____ 68. muscle
____ 69. nose
____ 70. mouth
____ 71. without, not
____ 72. condition
____ 73. backward, behind
____ 74. after
____ 75. under, below

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

Chapter 1: Basic Elements of a Medical Word
Answer Section

MULTIPLE CHOICE

1. ANS: D PTS: 1 TOP: Word Roots

2. ANS: B PTS: 1 TOP: Word Roots
3. ANS: D PTS: 1 TOP: Word Roots
4. ANS: D PTS: 1 TOP: Word Roots
5. ANS: A PTS: 1 TOP: Word Roots
6. ANS: B PTS: 1 TOP: Combining Forms
7. ANS: D PTS: 1 TOP: Combining Forms
8. ANS: C PTS: 1 TOP: Combining Forms
9. ANS: D PTS: 1 TOP: Combining Forms
10. ANS: E PTS: 1 TOP: Combining Forms
11. ANS: A PTS: 1 TOP: Combining Forms
12. ANS: A PTS: 1 TOP: Combining Vowels
13. ANS: C PTS: 1 TOP: Combining Vowels
14. ANS: B PTS: 1 TOP: Combining Vowels
15. ANS: D PTS: 1 TOP: Combining Vowels
16. ANS: D PTS: 1 TOP: Suffixes
17. ANS: E PTS: 1 TOP: Suffixes
18. ANS: B PTS: 1 TOP: Suffixes
19. ANS: B PTS: 1 TOP: Suffixes
20. ANS: C PTS: 1 TOP: Compound Words
21. ANS: C PTS: 1 TOP: Compound Words
22. ANS: C PTS: 1 TOP: Compound Words
23. ANS: D PTS: 1 TOP: Compound Words
24. ANS: B PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
25. ANS: C PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
26. ANS: D PTS: 1 TOP: Pronunciations
27. ANS: C PTS: 1 TOP: Pronunciations
28. ANS: A PTS: 1 TOP: Pronunciations
29. ANS: C PTS: 1 TOP: Pronunciations
30. ANS: C PTS: 1 TOP: Pronunciations
31. ANS: B PTS: 1 TOP: Prefixes
32. ANS: D PTS: 1 TOP: Prefixes
33. ANS: E PTS: 1 TOP: Prefixes
34. ANS: D PTS: 1 TOP: Prefixes
35. ANS: D PTS: 1 TOP: Prefixes

TRUE/FALSE

36. ANS: T PTS: 1 TOP: Word Roots

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

 37. ANS: T PTS: 1 TOP: Combining Forms
38. ANS: T PTS: 1 TOP: Combining Forms
39. ANS: F PTS: 1 TOP: Combining Forms
40. ANS: T PTS: 1 TOP: Combining Forms
41. ANS: F PTS: 1 TOP: Combining Vowels
42. ANS: F PTS: 1 TOP: Combining Vowels
43. ANS: F PTS: 1 TOP: Combining Vowels
44. ANS: F PTS: 1 TOP: Suffixes
45. ANS: F PTS: 1 TOP: Suffixes
46. ANS: T PTS: 1 TOP: Suffixes
47. ANS: F PTS: 1 TOP: Prefixes
48. ANS: T PTS: 1 TOP: Compound Words
49. ANS: T PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
50. ANS: F PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
51. ANS: F PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
52. ANS: F PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
53. ANS: T PTS: 1 TOP: Define and Build Medical Words
54. ANS: F PTS: 1 TOP: Pronunciations
55. ANS: T PTS: 1 TOP: Pronunciations
56. ANS: T PTS: 1 TOP: Pronunciations
57. ANS: F PTS: 1 TOP: Pronunciations

MATCHING

58. ANS: K PTS: 1 TOP: Word Elements Matching

59. ANS: I PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
60. ANS: C PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
61. ANS: N PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
62. ANS: F PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
63. ANS: J PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
64. ANS: A PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
65. ANS: B PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
66. ANS: H PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
67. ANS: O PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
68. ANS: D PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
69. ANS: E PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
70. ANS: G PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
71. ANS: L PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
72. ANS: M PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
73. ANS: R PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
74. ANS: P PTS: 1 TOP: Word Elements Matching
75. ANS: Q PTS: 1 TOP: Word Elements Matching

Copyright © 2017 F. A. Davis Company

Visit https://testbankbell.com
now to explore a rich
collection of testbank,
solution manual and enjoy
exciting offers!
Exploring the Variety of Random
Documents with Different Content
 XVI.
Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i
Provinserne.
Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde
spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og
især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder
Ebbesen i »Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa
Amager« o. s. v.
Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra
den Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori
ivrige Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.
Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne,
men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende
sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde
kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det
kun Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre
Skjønhedsmidler baade ved Scenens kunstige og ved Dagens
naturlige Lys.
Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været
saa fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa
en Provinsscenes Brædder.
Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da hans
Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører,
Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod
den feterede Første-Elsker.
Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været
paa Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i
Grunden aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til,
siden han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han
upaatvivlelig endnu have kunnet hævde sin Rang som en første
Klasses Skuespiller blandt de rejsende. Men efterhaanden som han
blev ældre, og maaske ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte
tydeligere frem, var man ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke
til den omtalte Smule Læspen — den, som de unge
Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet allerkæreste blød og
indsmigrende. —
Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende
Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for
andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.
Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille
idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været
død halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes
Hus.
Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde
pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og
alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund
vandrende til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave — men
med omhyggelig friseret Paryk — til den følsomme Enke.
Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende
smerteligt Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel
Verden af haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere
end Madam Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.
Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante
Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den
misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt
Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med
at gifte sig med ham.
Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og
Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. —
Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen,
havde han ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige
Kunstnerliv med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to
af Hr. Schmidts Yndlingsudtryk.
Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og
afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en
ædel og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere
dyrebar end alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.
Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille Tid til Ro i
sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste Betydning, thi
han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele Bedriften
og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige Følelse,
at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i Morgen.
Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte at
længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og selv
de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for
Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da
det gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for
Lamperækkens flimrende Lys og Publikums stimulerende
Bifaldsytringer.
Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.
Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og
han mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte
Lammebryst og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave
med enestaaende Mesterskab) længere formaaede at vække hans
indslumrede Livsaander.
Madam Henriksen — eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes — blev
alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes
sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden — med Undtagelse af
det eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt — var
en fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.
Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og
opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser
kunde ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.
Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig — thi trods sin Kones Svaghed
overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende — og betroede
hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet
paa.
Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde
Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han
vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere
Stilling — som Direktør i egen Person.
Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin
Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle
Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke — naar det gjorde Lykke —
fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet i
et helt Aar.
Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende, at
han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine
uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser.
Han kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret
Skuespiller er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte
en elsket Hustru for Skinsygens Lidelser.
Nej — han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som
Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man
var bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende
Præstationer, vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens
Theatre, og hun, hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik
for det praktiske, kunde da overtage Theatrets Restauration, medens
han sørgede for Publikums aandelige Bespisning. —
Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal,
naar blot det kjære Barn vilde føje ham.
Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den
forhenværende Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa
Fornemmelsen, hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun
var taabelig nok til at gaa ind paa det.
Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest
smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.
Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle
tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke,
ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven
forvandlet til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens
Modstand; Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev
Theaterdirektør. —
Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om
Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere,
og Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter
den anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.
Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.
Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin
Tid, var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods
sin højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa
selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige
Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og
— hvad der var det værste — efter et Par Sæsoners Forløb havde
flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.
Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige Aar
for Madam Schmidt og hendes Datter — Frugten af hendes andet
Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen
Livsarving.
Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-
Elsker efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør,
maatte atter søge Engagement, men det blev stadig paa mindre
favorable Vilkaar, og tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv
kunde opholde Livet ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne,
medens hans Kone blev boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede
sig og deres Barn ved at koge for Herskaber.
I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han
ikke havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos
den forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans
Særheder og hørte paa hans Historier med den samme trofaste
Tillidsfuldhed, som hun til sin egen Skade fra først af havde vist den
uimodstaaelige.
Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes
Moder sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at
skaffe hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes
Fader Penge, som han altid trængte til.
Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin
Datter, men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura
snart paa det rene med, hvorledes Sagerne stod.
Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun
tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes
Moder havde lært i Modgangens Skole.
Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit eget og
Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere
nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at
fortjene det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner,
der tog stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis
Tilfredsstillelse de ikke nænnede at nægte ham.
Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.
Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte
Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var
meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige
jævnaldrende unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke,
uden at ane, at hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter
for at faa Raad til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa
smukt i al dens Tarvelighed.
Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev
syg og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,
der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun
udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som
mangen Mand kunde have misundt hende.
Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en
Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders
mange Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi
for sin Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.
Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør,
havde den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura
i lang Tid efter ikke bragte den Sag paa Bane.
Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt
nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten
— de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke give
hende store Tanker om den — og hun kunde ikke tænke sig noget
skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive
Komediantspillerske.
Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at
skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte
sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,
at hun virkelig havde Talent.
Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde
oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit
møjsommelige Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode
dramatiske Forfattere, og omsider fik hun paa egen Haand sat
igjennem, at det blev tilladt hende at aflægge Prøve for det kgl.
Theaters Styrelse.
Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu
fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave
Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at hendes
Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes som
hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det
kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid
Forskjel paa.
Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for
Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale
om, at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde
hun paa egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.
Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede
hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde
lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde — Timer i en Skole,
Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens
Modemagasiner — og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til
Theatret.
Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede
større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom;
den fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det
Uheld at blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at
Bestyrerinden var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa
Grund af de knappe Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig
saaledes, at der havde meldt sig en fjærn Slægtning af den gode
Dame som Konkurrent til Pladsen.
Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse
Omstændigheder skulde gribe Sagen an.
Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop
ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.
Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om
Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved, thi
det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin
Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke
lykkedes hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun
besluttede omsider at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med,
at hun gjorde det for sin Moders Skyld.
Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de
slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa
hendes Rygte.
Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev
modtagen, græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra
Theatret. Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt
Mod til at gjøre Forsøget.
Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;
alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende
fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse
denne Opgave — skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end
hun havde tænkt sig den — og hun spillede saa frejdig, som om hun
havde befundet sig ganske i sit rette Element.
Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for
dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der
som oftest var et Anstrøg af Frivolitet.
Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt
Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa
denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse,
det kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes
Kvindelighed og virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. —
Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad
og saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet
af hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme
Ansigt den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa
hende ganske paa samme Maade.
Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun
undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik
Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede hans
underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres
Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart
irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. —
Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig
paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det
gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at
komme ind paa Scenen.
Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at
han sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges
henimod ham mod hendes Vilje.
Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det
ikke længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad
han der paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det
samme, næsten ærbødige Blik, og det var det, der blev hende helt
utaaleligt.
Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der
skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes
end det øvrige Publikums.
Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over
Komedien.
I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende
Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en legemliggjort
Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til at spille i disse
Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes Bevæggrund var.
—
Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i
hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med
en Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde
Tilskuer vilde blive borte.
Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut at
se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere
urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han
var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske og
klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse
Dumheder.
Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før
hun skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for
første Gang traf den ubekjendte.
Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin
Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun
havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde
hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev
paafaldende. —
Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han
anmodede hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det
omtalte Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete
Kunstnere, skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den
Opmærksomhed at udføre dette Arbejde.
Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at
vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,
at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud
paa ét, hvem der malede Portrætet.
Saa gik hun derud.
 XVII.
Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det lille
Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde Porte,
og Personalet — hele Flokken med Undtagelse af den fejrede
Primadonna — var atter paa Vandring.
Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det
Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under
forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt, at
den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa
Sommertheatret.
Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel
for at være mindre overensstemmende med »det kongeliges«
Værdighed at aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der
kom direkte fra en Scene af saa tvivlsom Rang.
Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente
nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om
at debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny
henvende sig til rette Vedkommende.
Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere
fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke
paa synderlig glimrende Vilkaar.
Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende
saa temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode
Roller og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at
ligge lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de
forløbne strænge Aar.
Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt
det øvrige. — Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet
fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos
Theaterdirektøren.
I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der
havde været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af
det, havde han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var
nødvendigt, og i den Anledning havde de truffet hinanden flere
Gange i Direktørens private Bolig.
Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til
at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et
virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig
selv gaaet ind derpaa.
Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.
Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun i
Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid
udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.
Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget
tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som
hun ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge
over den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen
med ham.
Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver
Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være
hans Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.
Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og
hun var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde
synes paatrængende.
Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere
Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en
Fornemmelse af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i
Lauras Skikkelse.
Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han
ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. — Og han
kunde vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri,
han gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. —
Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han var gift,
men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til Dag. Og
hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have været den
naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en betydningsfuld
Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet mellem dem
fuldstændig.
Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under
ham, og dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage.
Jo mere tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere
blev hans Selvbebrejdelser.
De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt
ham borte, netop naar han allermest længtes til hende. —
Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og
opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste
Urimeligheder for at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han
kunde slippe bort uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til
uforstyrret at fordybe sig i alle de modstridende Følelser, der
kæmpede i hans Sind.
Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af
Efteraaret.
Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i
nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa
Theatret, at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.
Han var — uden nogen bestemt Grund — i en friskere Stemning, end
han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,
at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man
betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i alt
Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.
Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort
sig Bekymringer, som han godt kunde spare sig.
Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung
Piges Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det — det var da
ingen Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.
Og desuden — Minnas og hans Forhold var jo for længe siden
haabløst opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden
altfor skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.
Men hvad den unge Pige angik? — han havde jo ingen Forpligtelse til
at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig
eller ulykkelig gift — noget, som det maaske slet ikke interesserede
hende at faa at vide. — —
Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den
unge Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene,
havde de set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den,
de hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den
Kunst med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af
Smag og Hygge.
Det var hen ad Middag, da Henning gik derud — paa den Tid, hun
plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke
hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte
strax komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han
arbejde lidt paa Billedet saa længe.
Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt
fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.
Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller
flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder
skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i
Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle
Plads.
Hr. Schmidt saa forundret paa ham.
»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til
Dem? Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og
sendte det afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«
»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en
Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det
bort?«
»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet,
saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«
Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke
op. — Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt
det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over
noget?
Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde
faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade,
traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden
de sidst havde talt sammen.
»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?«
spurgte han lidt tøvende.
»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.
»Men hvorfor? — jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet
Dem Grund til at blive vred paa mig?«
»Ja — paa en vis Maade — De har ikke været ærlig mod mig. —
Hvorfor har De — i al den Tid, vi har kjendt hinanden — aldrig
omtalt, at De var gift?«
Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at
hun kunde røbe mere, end hun vilde.
»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved
jeg ikke — det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have
nogen Interesse for Dem at vide det.«
»Nej — De skjulte det forsætlig, og — det vedkommer jo ikke mig ..
Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her — at De malede et
Portræt af mig — vel? Det har hun ikke?«
Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst
paa Haanden.
Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i
Usandhed.
»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden
dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg
ikke har tænkt noget ondt derved ...«
»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne
besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil?
... Jeg troede saa godt om Dem ...«
Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at
holde Taarerne tilbage.
»Laura!« — Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig
til sig. — »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til
mig! Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der
kunde være saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt,
eller hvad De vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om
mine personlige Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som
De viser mig i dette Øjeblik. — De ved ikke, hvor meget De bedrøver
mig dermed.«
Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort,
og det varede lidt, før hun svarede.
»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund
til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en
Maade har ... draget mig ind i en Usandhed — ja, det baade harmer
og saarer mig.«
»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa
Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres
Mening, at De vil bryde vort Venskab — lov mig, at De ikke vil det!«
»Jo — mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles,
forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig
den Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab
— deri vil De handle baade klogt og hæderlig.«
Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:
»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med
et Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig,
vendte sig halvt bort.
»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været
saa lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har
været for mig ...«
»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe
Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med
uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres
Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«
Han rystede paa Hovedet.
»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede
han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror
ikke, det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« — han
famlede lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en
saadan Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«
»Men hun faar det alligevel at vide — hvis hun ser mit Portræt, som
jeg har sendt hjem til Dem i Dag. — Og jeg lod nogle Ord følge med,
som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af
mig ...«
Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:
»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan
ikke mistro Dem eller mig for noget ondt — kan man vel?«
»Nej, ikke Dem — hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe
Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«
»Men husk — det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun
ikke ser Dem i et falsk Lys.«
»Aa — det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han
bittert.
Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde
været nok til at forklare hende alt. —
»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?«
spurgte han efter en kort Pavse.
»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.
»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«
»Ja — ja, det maa være saaledes.«
Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.
»Farvel — og Tak for den korte, lykkelige Tid.«
Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa
samme Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.
Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
 XVIII.
Minna stod i sin fulde Højde foran ham — bleg og med Ansigtet
ligesom fortrukket af Smerte.
»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med
tilkæmpet Fatning.
»Ja — vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
næppe faa det. Men Aage ...?«
»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang
for hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. — Havde du
villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for at
besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige
saa fuldt, som jeg gjør det.«
»Aa ja — jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med
skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig
blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været,
mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig.
Du har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket
af sin Mand.«
»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig
for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. — »Der har
været en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. —
Jeg advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og
stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet
den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter
Vejret.
»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,«
sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld,
er og bliver ørkesløs«. — Han fór med et forpint Udtryk med
Haanden hen over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun
altfor godt, hvor meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har
begaaet mod dig. Lad os ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig
jo Lov til at handle, som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min
Ret til at bevæge dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det
mindste skilles uden flere haarde og saarende Ord.«
»Og Aage —?« spurgte hun lidt forvirret.
»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
Kone — saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
lade ham besøge mig en Gang imellem ...«
Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han
sig pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i
det samme Armene synke ned.
Nej — det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet
mellem dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en
Gang sagt til hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv — og
det var maaske sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun
skulde. Og nu vidste hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans
Hjærte — nej, det ma a tte være forbi mellem dem, om hun saa bag
efter skulde komme til at græde Blod derover. —
Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
Minna taget bort med Drengen — hjem til sin Moder.
Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod.
Paa Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de
havde glemt at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og
Vogn; Tømmen var bunden fast til et af Stolebenene.
Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et
Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i det
tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. —
Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. — Og dog ikke
andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden,
medens han gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig
— og blev ved at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det
første Dagskær brød ind i Kammeret.
 XIX.
Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. — Det var saa
længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu,
da Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der
gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to
Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at
leve i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke
paa at gjøre Skridtet tilbage.
Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene.
Han havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere,
hvad han skulde bruge den til.
Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han
blev sjælesyg af Længsel efter det.
Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at bestille
noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier eller strejfede
omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre Mennesker.
Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af
sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den
kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv
Tungsindighed.
Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han
ikke faa helede.
Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som
vedblev at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne
Vexler paa sine Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til
Fortiden.
Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt til
den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om
Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne
Billeder.
Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange
Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa Stunder
til at falde hen i de gamle Grublerier.
Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han
hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
—
Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. Henning
havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet sig
hjemme for sine Kammerater.
Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved
Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser — i Villaen overfor — komme
slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. —
Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det
mindede ham tillige — ligesom saa mange andre ubetydelige Ting
gjorde det hver eneste Dag — om Aage, hvem han kun saa i Ny og
Næ, naar Minna efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i
Besøg til ham.
For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
Welcome to our website – the perfect destination for book lovers and
knowledge seekers. We believe that every book holds a new world,
offering opportunities for learning, discovery, and personal growth.
That’s why we are dedicated to bringing you a diverse collection of
books, ranging from classic literature and specialized publications to
self-development guides and children's books.

More than just a book-buying platform, we strive to be a bridge

connecting you with timeless cultural and intellectual values. With an
elegant, user-friendly interface and a smart search system, you can
quickly find the books that best suit your interests. Additionally,
our special promotions and home delivery services help you save time
and fully enjoy the joy of reading.

Join us on a journey of knowledge exploration, passion nurturing, and

personal growth every day!

testbankbell.com